Lærlinge – et socialt ansvar?

Når det kommer til faguddannelser har det gennem en årrække været temmeligt svært at finde lærepladser for eleverne. Det er en problematisk udvikling som også sker i takt med færre og færre skolepraktikpladser.

Skolepraktikken er et alternativ til en almindelig læreplads, men det er bestemt ikke det bedste. For selvom eleverne umiddelbart får mulighed for at komme bredt omkring faget, så vil de ikke opleve de problematikker der sker i den virkelige verden. Det er meget anderledes når man står med et ansvar over for en tredje part og der kan opstå alverdens problemer og uforudsete forhindringer. Men når nu der ikke er andet valg – når virksomhederne ikke kan tage flere elever ind, må skolepraktikken siges at være nødvendig, hvis vi skal opretholde et konstant fagligt niveau.

lærling

Men hvad kan der gøres for at virksomhederne tager flere elever ind?

Det bør jo ikke være sådan at virksomhederne skal tvinges til at løfte opgaver som de enten ikke vil eller som de simpelthen ikke kan. Vi må være et liberalt nok samfund til at virksomhederne kan være selvbestemmende over for et sådan valg. For man skal huske på er at en lærling kræver særlige ressourcer. Virksomhedens svende bliver bare mindre produktive  også selvom det udefra ser ud til der kommer en ekstra arbejdskraft ind. Den første 3/4 af læretiden vil der være meget oplæring og ekstratjek, og selvom der er både refusioner og billig arbejdskraft, kan det sjældent økonomisk svare sig at tage en elev ind.

Incitamentet for at tage en elev ind på nuværende tidspunkt er kun hvis virksomhederen føler et socialt ansvar. Det gør en tømrer som Lejre Tømreren eksempelvis. De gør meget ud af at fortælle deres kunder og samarbejdspartnere, at de tager et socialt ansvar ved at tage lærlinge ind. Det er en flot gestus til samfundet, men så er spørgsmålet hvordan man får flere til at tage dette sociale ansvar.

Du har måske set kampagnerne for at betale licens – “Licens er noget vi giver til hinanden“. Man kunne køre lignende kampagner over for virksomhederne, altså spille på samvittigheden og fællesskabet. Men det er nok ikke nok. Der er nød til også at være et økonomisk aspekt i det.

Man kunne f.eks. ændre faguddannelserne på en sådan måde at eleverne steg i 1-2 grader under uddannelsen, selvfølgelig afhængig af hvor lang uddannelsen var – og på den måde blev “uddannet” inden for nogle bestemte områder. Det skulle gøres på en sådan måde at virksomhederne kunne tage en svends timeløn for de pågældende opgaver som eleven var fuld ud certificeret eller udannet i.

Kan vi alene nøjes med at tage lærlinge ind som et socialt ansvar, eller skal der forbindes noget økonomi med ansvaret? Hvad tror du?

 

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *